Jeg har skrevet om det i tidligere blog, men jeg vil gerne tage det op igen. for jeg møder (som mange af mine kolleger og nybagte mødre) meget forskellig information på nettet – og desværre er det ikke så godt det hele.
Kristian Bradsted lavede den anden dag et rigtig godt opslag på instagram som jeg gerne vil dele med dig. Han fortæller følgende:
“Rigtig mange forsøger at tjene penge på det kosmetiske ved delte mavemuskler. For hvem vil ikke gerne have deres mave tilbage?
Desværre lover mange “eksperter” resultater der umiddelbart ikke har noget med deres produkt at gøre.
Og det ærgrer mig, MEGET! For jeg synes det er forkert at fortælle dig som mor noget forkert, blot fordi “eksperten” ved at det er et ømt punkt som mor.
Hvor stor er afstanden mellem dine mavemuskler? Du ved det ikke? Det er også utrolig svært at måle.
Det er vigtigt at forstå, at det ikke handler om afstanden mellem mavemusklerne i centimeter, men om bindevævets funktion.
Afstanden mellem dine mavemuskler har ikke – og skal ikke have – betydning for hvad du kan og må med din krop.
Afstanden siger ikke noget om din sundhed, og heller ikke om hvornår du må begynde med aktivitet efter fødslen.
Du kan med fordel flytte fokus fra det vi ikke kan ændre på – hvor stor afstanden er.
Til noget vi kan ændre på – nemlig hvad kroppen kan.
Hvis du har fundet en god fysioterapeut eller træner, så hjælper de dig med gradvist øge kroppens fysiske evner, så du hele tiden er opmærksom på hvad du kan nu, og hvad du gerne vil kunne, og med små skridt arbejder dig imod det du gerne vil kunne.
Og det kan du også gøre selv, bare du hele tiden holder fokus på hvad du kan og hvor du gerne vil hen, og gradvist arbejder dig op til det.
Start stille og roligt ud, men giv dig selv lidt større udfordringer over tid. “
(gentagelse fra “del 1”) Så næste gang du hører om delte mavemuskler (rectus diastase) så vær nysgerrig på hvem det er der fortæller om det, og hvad de siger om det. Lad dig ikke skræmme af hvad andre siger, og søg altid professionel rådgivning hvis du er i tvivl eller føler dig usikker på hvorvidt dine mavemuskler har samlet sig efter fødslen og hvordan du kan komme igang med træning igen.